Den hyggelige ferieby Didim ligger på Tyrkiets sydvestkyst. Didim er en mindre provinsby, der er opstået pga. stedets helt store, historiske attraktion, Apollon templet. Her bor ca. 30.000 fastboende og ca. dobbelt så mange i sommerhalvåret. Selve Didim er forholdsvis lokal, da de fleste hoteller ligger i Altinkum 5 km fra byen. Altinkum er kendt for sin fine sandstrand, og her finder du et livligt ferieliv ved stranden og strandpromenaden både om dagen og om aftenen. Stemningen i byen er afslappet og her ligger mange små og mellemstore hoteller, der hvert år tiltrækker rejsende fra nær og fjern. Didim er et skønt, behageligt og ret så afslappet feriemål, hvor du kan finde billige rejser for hele familien med alt hvad der hører med.
Didyma betyder ”tvilling” på tyrkisk, og er afledt af guden Apollons græske navn, ”Didymoi”. Det gamle Didyma var ifølge sagnene oprindeligt hjem for Apollon og hans præster – et af antikkens mest hellige steder. Apollon, der var søn af Zeus og tvillingebror til Artemis, boede her. Apollons tempel blev første gang opført ca. år 800 fvt. I år 494 fvt. plyndrede perserne imidlertid byen og ødelagde dens stolthed, og først 200 år senere blev templet genopbygget af Alexander den Store i den form, det har i dag. Allerede den gang blev byen og templet flittigt besøgt af tilrejsende fra nær og fjern.
Beretningerne om templet, præsterne, oraklet, den hellige kilde og præstinderne, der sultede sig selv i tre dage og derefter inhalerede svovldampe for at komme i trance, er værd at studere nærmere under opholdet. Ruinerne af templet er et fascinerende syn. Tre af de oprindelige 122 søjler står stadig i deres fulde højde og knejser 20 m mod himlen. Når du har beundret templet i dagslys, så vælg et af de små spisesteder tæt ved templet og nyd et simpelt måltid mad, mens solen går ned bag templet. Det er et af de smukkeste ferieminder, du kan få med hjem.
Vi anbefaler Didim til både voksne og børnefamilier, som ønsker at holde billig ferie i en mindre ferieby med en dejlig sandstrand, uden at skulle betale for meget for deres rejse til Tyrkiet. Vi tilbyder et godt udvalg af All Inclusive hoteller og et enkelt lejlighedshotel, hvis du foretrækker at udforske de lokale restauranter. Perfekt for dig, der ønsker en billig ferie til solskin og lune temperaturer.
Guideservice:
Vi tilbyder dansk guideservice i Didim i hele sæsonen, og vores danske guide besøger dit hotel eller et sted i nærheden flere gange i løbet af din ferie. Didim ligger ca. 70 km fra Bodrum/Milas Lufthavn, og transfer tager ca.1 ½ time.