Trænger du til et afbræk fra den bidende danske kulde? Så foreslår vi, at du rejser til Egypten og nyder en sikkert velfortjent ferie på et af vores lækre All Inclusive hoteller, hvor du kan slappe af og nyde solen. Vi har haft et hold kollegaer på studietur i Egypten, og de er netop vendt hjem med den nyeste viden om vores hoteller og kan derfor nemt vejlede dig i at finde det perfekte hotel til din ferie. De har samtidig lavet en liste over deres top 4 hoteller i Egypten, som du læse mere om herunder.
Pickalbatros Aqua Jungle Park Resort
Vores absolut favorithotel var klar Pickalbatros Aqua Jungle Park Resort! Hvis du og din familie er til vilde vandrutsjebaner, er der rig mulighed for at få kriller i maven på dette resort. Her finder du intet mindre end 35 forskellige vandrutsjebaner for alle aldre – fra de mindste vandhunde til de voksne, som ønsker at udleve deres indre legebarn. Da vi fik lov at gå op ved vandrutsjebanerne, kunne vi ikke undgå at bide mærke i den flotte udsigt til bjergene og var ærgerlige over ikke at kunne tage en tur selv. Udover et væld af vandrutsjebaner, har resortet et flot gennemgående tema, som navnet antyder, er ”jungletema”. I resortets 866 bungalowværelser er temaet heller ikke til at komme uden om. Når du træder ind på værelset vil straks mærke stemningen af safari. De moderne værelser har en charmerende og hyggelig indretning og er ikke mindst rummelige. Med det entusiastiske animationsteam er børnene sikret god og varieret underholdning seks dage om ugen. Mens børnene underholdes, kan forældre nyde godt af en afslappende omgang massage og velvære i resortets spa, hvor der bl.a. tilbydes dampbad, marokkansk hamam og jacuzzi. Stedet er uden tvivl børnenes paradis, men her er også masser til de voksne. Her er både noget for ens indre legebarn, men samtidig rolige områder, hvor man kan tage en pause i ro og mag.
The Three Corners Ocean View
Rejser du uden børn er det romantiske The Three Corners Ocean View i El Gouna vores favorithotel i Egypten. Der er ingen tvivl om, at dette hotel er stedet for jer, som ønsker at bo et sted, hvor der er plads til romantik og tosomhed. Kort sagt er hotellet for dig, som ønsker et hotel, der ikke er overvældende stort, men intimt og ”småt, men godt”. Under vores hotelbesøg, spiste vi frokost på The Three Corners Ocean View, og maden skuffede bestemt ikke! Restauranten har fire forskellige madstationer, hvor der blev lavet friske sandwiches og salater efter ens ønske. Hvis du ikke ønsker at gå på kompromis med maden i forhold til kvalitet og variation, er The Three Corners Ocean View bestemt en anbefaling. Har du nydt lidt for meget af den gode mad, kan du slå dig løs i deres fitnesscenter. Her er desuden også et væld af forskellige sportsaktiviteter såsom afslappende yoga, vandpolo eller fodbold. Ikke langt fra hotellet kan du mod betaling blandt andet også tage på snorkletur, køre ræs med gokart eller afprøve kræfter af på vandski.
Hotel Sultan Bey
I flotte El Gouna findes Hotel Sultan Bey. Hvis du vil afsted med din bedre halvdel, er dette hotel oplagt, da her er rolige omgivelser og ikke mindst flot udsigt ud over lagunen. Med en placering i flotte El Gouna, er der også rig mulighed for at tage en gåtur langs marinaen eller at tage ud og få en drink på en af barerne i byen. En af de bedste ting ved hotellet er også restaurantens placering, som ligger ud til vandet. Under måltiderne fik vi en følelse af ro i kroppen, når vi sad og nød udsigten til vandet. På hotellets vægge pryder duftende og farverige blomster, som giver hotellet et unikt præg og vi følte os sig straks hjemme. Samtidig er hotellets personale ikke bleg for at hjælpe dig, da de er imødekommende og glade for at snakke med en.
Hotel Steigenberger Aqua Magic
Hvis du ønsker et mix af flotte og luksuriøse omgivelser og vildt vandland, så er Hotel Steigenberger Agua Magic helt sikkert nævneværdigt. Desuden er hotellet både passende for par, men også familier med både store og små børn. Med 725 moderne værelser strækker hotellet sig over et stort område, som både er i gåafstand til en flot sandstrand og tæt på Hurghada centrum. Hotellet har også en imponerende sky bar for voksne, hvor udsigten udover havet og Hurghada er betagende. Her kunne vi misundeligt se, hvordan gæster nød en drink i poolen alt i mens solen gik ned. Her er der ikke tvivl om, at hotellet tilbyder luksuriøse rammer og moderne faciliteter af høj standard. Deres vandpark består også af et væld af forskellige vandrutsjebaner, pools og en lazy river, hvor du nemt kan få dagen til at gå, hvis du elsker at boltre dig i vandet. Skulle der være brug for et smut væk fra de vilde vandrutsjebaner, kan du besøge hotellets spa og wellnesscenter, hvor voksne og børn kan få en god omgang afslappende massage. Sidst, men ikke mindst, er det også værd at nævne, at du kan tage et slag golf på deres 9-hullers golfbane.
Lignende indlæg
Efterlad en kommentar