Spring til indhold

Roadtrip på Vestkreta

Af Danny
  • Udgivet den:
  • Læsetid: 4 minutter

Har du først én gang nydt en ferien på Kreta, så er der meget gode chancer for, at du kommer igen. Jeg har selv besøgt den charmerende græske ø 6 gange, og hver eneste gang oplever jeg noget nyt. For Kreta har det hele; fantastiske strande, mange spændende seværdigheder, skøn natur og ikke mindst hyggelige og lækre hoteller samt en venlig og gæstfri lokalbefolkning. I denne blog vil jeg guide dig gennem det perfekte Roadtrip på Vestkreta. 

Lej en bil og udforsk det smukke Vestkreta

Selvom det kan være fristende at nyde hele ferien på stranden eller ved swimmingpoolen, så har Kreta så meget at byde på, at det næsten er synd ikke at tage på opdagelse rundt på øen. På min seneste ferie på Kreta havde jeg besluttet, at ferien skulle stå i oplevelsernes tegn, og det var en beslutning, jeg ikke kom til at fortryde. Jeg lejede en bil, og det kom der flere helt fantastiske roadtrips ud af. Vil du også nyde nogle af alle de oplevelser, der gemmer sig på Kreta, så få din guide til at hjælpe dig med at leje en bil, som passer til dine behov, og følg min guide til nogle skønne ture rundt på øen.

På opdagelse i Chania

Køreturen tager sit udgangspunkt i den smukke by Chania på den vestlige side af Kretas nordkyst. Byens vartegn er den stemningsfulde venetianske havn, hvor du kan gå en tur langs havnefronten og nyde den helt unikke atmosfære. Havnen er prydet af små pastelfarvede huse, som sætter scenen helt rigtigt for havnens hyggelige taverner, restauranter og butikker. Billedet fuldendes af  Janitshar moskeen. Herfra kan du tage en tur med hestevogn rundt i byen. Hvis du en dag har god tid, er det også værd at opleve blandt andet Chanias lædergade, hvor du kan købe blandt andet tasker, sko og bælter. Byen har desuden flere museer, herunder et arkæologisk museum, et maritimt museum og et kunstgalleri. Fra Chania kører du  mod Vouves ad VOAK/E65/EO90 til Epar.Od. Tavronitis-Paleochoras. Tag afkørslen mod Palaiochora og fortsæt ad PEO90/PEO Kissamou Chanion og Epar.Od. Rapaniana-Vouves til Vouves.

Besøg Janitshar moskeen der pryder havnen i Chania
Foto: Besøg Janitshar moskeen der pryder havnen i Chania

Verdens ældste oliventræ

I Vouves, en lille landsby på Kreta, finder du et bemærkelsesværdigt træ, som siges at være verdens ældste oliventræ. Træet, kendt lokalt som “Eleonas” eller “Olive Tree of Vouves”, menes at være op mod 4000 år gammelt. Dette imponerende træ er blevet et symbol på regionens rigdomme og historie. Træet tiltrækker hvert år besøgende fra hele verden. Oliventræet står som et levende vidnesbyrd om den lange tradition for olivenproduktion på Kreta og den dybe forbindelse mellem mennesker og naturen i dette område. Træet, som er lidt af et særsyn, er ca. 13 meter i diameter og hult inden i. Ved siden af træet ligger et lille museum, som fortæller historien om Kretas olivenproduktion. Besøgende til træet kan nyde dets majestætiske tilstedeværelse og reflektere over de århundreder af historie, det har været vidne til.

På Kreta kan du opleve verdens ældste oliventræ
Foto: På Kreta kan du opleve verdens ældste oliventræ

Besøg Gonia-klosteret

Turens næste stop er Gonia-klosteret i Kolimbari, som du når ved at køre fra Vouves mod nord ad Epar.Od. Rapaniana-Vouves og dreje til venstre ad PEO90/PEO. Gonia-klosteret blev i første omgang opført af munke i det 9. århundrede, men invasioner fra bl.a. pirater samt tyskere under 2. verdenskrig har taget hårdt på klosteret, som er blevet genopført talrige gange. Klosteret gemmer på en lang, dramatisk historie, som du dels kan opleve i form af udstillede genstande, og dels i klosterets lille biograf, hvor der vises en film om klosterets historie.

Besøg Gonia-klosteret på Vestkreta
Foto: Besøg Gonia-klosteret på Vestkreta

Afslut dagen ved Kretas svar på Maldiverne

Man kan naturligvis ikke tage på roadtrip på Vestkreta uden at lægge vejen forbi øens mest berømte strand; Elafonissi Beach. Fra klosteret kører du ad VOAK/E65/EO90 til Epar.Od. Kaloudianon-Chrisoskalitissas, som du følger til stranden. Elafonissi Beach er kendt som Kretas svar på Maldiverne og er især kendt for det lyserøde skær, der er i kanten af den ellers kridhvide sandstrand. Vandet er meget klart, og her er et rigt dyreliv under havets overflade, så det kan varmt anbefales at tage dykkerbriller og snorkel med.

Besøg den vidunderlige strand Elafonissi Beach på Kreta
Foto: Besøg den vidunderlige strand Elafonissi Beach på Kreta

Er du blevet helt tosset med Kreta og alle de mange herlige oplevelser på den græske ø? Så læs også mine guides til roadtrips på Østkreta og det centrale Kreta. Men hvor skal du bo? Heldgivis er der mange forskellige typer af indkvarteringer på hele Kreta. Skal du på en romantisk ferie med din partner? Skal du derimod på en familieferie? Så kan du udforske et varrieret udbud af familievenlige indkvarteringer, hvor der er et utal af børnevenlige faciliteter. Med andre ord, uanset hvilken ferie du søger, så har Kreta det helt rigtige til dig.

Relaterede artikler:

Find din næste ferie til Kreta

Fandt du denne artikel nyttig?

Fortæl os, hvad du synes.

Del denne artikel

Halløj! Jeg hedder Danny, er 38 år og eventyrlysten til fingerspidserne! Jeg elsker at rejse ud i verden! Allerhelst der, hvor kortet bliver lidt uskarpt og wifi-forbindelsen svigter. Det er dér, jeg finder de største oplevelser, de mest uforglemmelige eventyr og de bedste historier. Uanset om det er bjergtoppe, lokale markeder eller uventede møder med fremmede på tværs af kulturer, så jagter jeg det ægte og det autentiske. Læs med, og måske finder du inspiration til dit næste eventyr.