Forfatter |Publiceret den 17 april, 2023|3.1 min læsning|

På rocky road-ræs i Sinai ørkenen

Sinai-ørkenen er både dramatisk og fascinerende. På rocky road-ræs i Sinai ørkenen på en quadbike-udflugt får du ørkenen helt ind under huden og møder Sinais beboere. Sand og støv har fyldt alt, siden kolonnen af quadbikes – firehjulede motorcykler – for en halv time siden forlod udkanten af Sharm el Sheikh. Omsluttet af Sinais sydlige bjerge og formummede bag solbriller og tætsiddende palæstinensertørklæder er vi fuldt koncentrerede om at følge sporet i støvskyen foran os.

Jo længere, du befinder dig nede i rækken, jo mere støv. Men at dømme efter de begejstrede ”yeeeeha”-brøl fra entusiastiske mænd og kvinder, er det lige det, de er kommet efter. Så at sige at få Sinai ind under huden. Det hvirvlende støv trænger ind alle vegne, men heldigvis har vi fulgt et godt råd og er klædt på til lejligheden – altså i tøj, som alligevel skal til vask. Og vi har husket et tørklæde, som kan vikles tæt omkring ansigtet og dække næsen. Ellers er det rimelig nemt at køre quadbike. Der er hverken kobling eller gear. Blot en speeder, som betjenes med tommelfingeren. Til gengæld er der to håndbremser og en fodbremse.

Alle blev inden afgang grundigt instrueret, og en af de vigtigste køreregler er at kigge fremad og holde en fornuftig afstand til den forankørende.

På rocky road-ræs i Sinai

Fuld fart frem med 40 km/t

Speedometernålen sidder fast ved 5 km/t, men vi skyder angiveligt en hastighed på omkring 40 km/t, fortæller vores guide “ørkenræven” Ricky Hamdy, der kører frem og tilbage og holder øje med deltagerne. Du skal også holde godt fast. Underlaget er sine steder ret ujævnt, og det er klogt at lette dig fra sædet og lade knæene fungere som fjedre. Ricky Hamdy signalerer, at alle skal stoppe. Der er drikkepause. I den varme ørken er det vigtigt at få rigeligt med væske. En flok storke står på en klippetop og studerer os. De holder også pause på deres tur fra Europa til overvintringen i Afrika.

Vi er 20 personer på 15 motorcykler. Nogle kærestepar og ægtepar deler en motorcykel, og de få, som har siddet i læ bag på skiller sig markant ud fra mængden. Deres tøj er stadig rent. Tyskere, englændere og egyptere er med på turen, og snart går snakken lystigt. Vi sidder op igen og fortsætter frem til en beduin-lejr. Her er både wc og rindende vand, så vi kan få skyllet støvet af ansigtet. Herefter serveres en traditionel sød beduin-te, som har trukket på ørkenplanter.

På rocky road-ræs i Sinai

Til te hos beduinerne

Vi er blevet indlogeret hos en lokal og meget børnerig beduinfamilie. Vi sidder i små grupper på de meget smukke og farvestrålende tæpper, og drikker te. Familien tager imod gæster hele dagen. Der arrangeres ture fra solopgang til solnedgang. Aftenturene er med barbecue-middag og beduinshow med mavedans og nubisk og afrikansk underholdning.

Efter at have købt lidt af familiens eget håndværk kører vi de sidste af de i alt cirka 15 kilometer tilbage til Sharm el Sheikh. Og efter et par timers vild kørsel i ørkenen glæder alle sig til at komme tilbage til hotellerne og springe i havet eller poolen, men Ricky har en sidste formaning.

”Husk at bruse jer af først, så I ikke forurener vandet.”

På rocky road-ræs i Sinai

Hej! Jeg hedder Dicte, 29 år gammel og rejseblogger hos Sunweb. Jeg elsker at rejse og nyder at fortælle om mine eventyr. For mig betyder komfort, god service, kvalitet og gastronomiske oplevelser meget, når jeg rejser. Jeg rejser både alene, med familie samt med venner og kollegaer. Ferie betyder at tage tingene i mit helt eget tempo. Jeg håber, at jeg kan inspirere dig til endnu en rejse.
17 april, 2023

Lignende indlæg

Efterlad en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.