Forfatter |Publiceret den 15 marts, 2018|3.4 min læsning|

Når sommerhalvåret sætter ind, og kalenderen siger sommerferie, er der ikke langt imellem de lækre strandbilleder på Facebook og Instagram. Grækenland er, med sine mange øer og smukke kyststrækninger, hjemsted for nogle af Europas smukkeste strande, som ikke kun er ”easy on the eyes” og yderst Instagramvenlige men også perfekte steder at nyde en afslappende feriedag med masser af sol.

Vi har samlet vores bud på de 3 bedste strande til din ferie i Grækenland – måske er det her, du skal hen på din næste ferie til Grækenland?

De 3 bedste strande til din ferie i Grækenland

Elafonissi på Kreta

Elafonissi Beach er kendt som Kretas svar på Maldiverne, og det er ikke svært at forstå, når man kaster blikket ud over den billedskønne strand.

Elafonissi ligger på Kretas sydvestspids, ca. 75 km fra Chania. Turen hertil går via små, snørklede bjergveje, og de sidste 5 km tilbagelægges via en grusvej. Det syn, der møder dig ved vejs ende, er dog hele turen værd.

Her er fint, hvidt sand så lang øjet rækker, og i vandkanten har sandet et lyserødt skær fra finmalede krebseskaller. Det krystalklare vand indbyder til at iføre sig snorkel og dykkerbriller og gå på opdagelse under havets overflade. Her er masser af småfisk, og har du mod på at svømme ud, hvor mængden af badegæster tynder ud, kan du være heldig at spotte en havskildpadde – det hører dog til sjældenhederne, at de kommer helt tæt på stranden.

Du skal langt ud, før det bliver dybt, og Elafonissi Beach er derfor perfekt til en stranddag med små børn.

Ø hop grækenland

Navagio på Zakynthos

Zakynthos er hjemsted for et utal af smukke udsigtspunkter, men intet slår dog synet af Navagio Beach, også kaldet Shipwreck Bay. Hvis du nogensinde har set et postkort fra en ferie på Zakynthos, så har der med stor sandsynlighed været et billede af Navagio Beach på. Den betagende bugt er øens vartegn og mest velbesøgte seværdighed. Bugten kan opleves oppe fra, på land, eller fra søsiden med én af de mange bådudflugter, som arrangeres fra sydkystens feriebyer.

Vil du tilbringe dagen på den smukke klippestensstrand, kan du kun kommer her til med båd. De barske klippevægge, som står lodret ned i det turkisblå hav og danner rammen om den kridhvide strand med skibsvraget, er bestemt et forunderligt syn og absolut værd at opleve i løbet af ferien på Zakynthos.

Historien om det populære vartegn starter i 1980, hvor et fragtskib sejlede på grund efter et intens forsøg på at undslippe den græske flåde, der var på jagt efter smuglervarer. Skibet har ligget på stranden lige siden, mens smuglervarerne, i form af spiritus og cigaretter, havnede i fiskenet rundt om Zakynthos – til stor glæde for de lokale fiskere.

de 3 bedste strande til din ferie i Grækenland

Balos på Kreta

Drop Caribien, og tag til Balos Beach på Kreta! Her finder du alt, hvad du kan ønske dig af sand, strand og vand – Og udsigt! På Balos Beach mødes det rolige krystalklare hav med de stejle klippevægge, og midt i mellem ligger dyner af hvidt sand og indbyder til den perfekte dag på stranden.

Balos Beach ligger på Kretas nordspids, ca. 60 km nordvest for Chania. Fra stranden har du en vidunderlig udsigt over havet og øen Gramvoussa, hvor et venetiansk slot troner på øens top. Vejen til Balos går via en ujævn grusvej, og den kan derfor føles ganske lang. Hvis du ikke har mod på den knapt så behagelige biltur, så kan det anbefales at benytte en af de mange turbåde, som dagligt sejler til Balos Beach.

Listen over fantastiske strande i Grækenland er lang, og ét er sikkert, når du holder ferie på de græske øer, er der aldrig langt til den næste vidunderlige strand.

15 marts, 2018

Lignende indlæg

Efterlad en kommentar